Undersøgelse:

Politikernes troværdighed i frit fald

Politikernes troværdighed er faldet drastisk gennem det seneste halvandet år. Samtidig er politikerne den faggruppe, der har lavest troværdighed i befolkningens øjne – efter både ejendomsmæglere og journalister. Det viser en ny undersøgelse lavet af Userneeds for Radius Kommunikation. ”Der er akut mangel på politisk lederskab”, lyder forklaringen fra Nicolaj Taudorf Andersen, adm. direktør i Radius Kommunikation.

Danskerne ville ikke købe en brugt bil af de politikere, der styrer landet fra kontorerne på Christiansborg. Det kan man udlede af en ny troværdighedsundersøgelse, der viser, at befolkningens tillid til politikerne kan ligge på et meget lille sted.

Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Userneeds for Radius Kommunikation, som har spurgt danskerne om deres vurdering af 16 faggruppers troværdighed. Her indtager de folkevalgte en ensom bundplacering. Politikerne scorer 2,2 på en skala fra 1-5, hvor 1 er ”meget lav” og 5 er ”meget høj”. Der er således langt op til nærmeste faggruppe, ejendomsmæglerne, der scorer 2,5.

Politikerne skal træde i karakter

Endnu mere foruroligende er det, at politikernes troværdighed er styrtdykket, siden Radius Kommunikation og Userneeds sidst foretog undersøgelsen for halvandet år siden. Politikernes troværdighed er faldet med 12,4 %, og det er et markant større udsving end nogle af de øvrige faggrupper, der ligger relativt stabilt.

Adm. direktør i Radius Kommunikation, Nicolaj Taudorf Andersen, har følgende forklaring:

”Der er en akut mangel på politisk lederskab, især i regeringspartierne. Venstre og Konservatives ledere har været alvorligt udfordret i en række konkrete sager, hvor de har fejlet på lederskabet, altså evnen til at træffe de rigtige beslutninger, også når det går stærkt. Det falder tilbage på hele regeringen, når de så senere hen kommer med politisk substans. Men også i oppositionen mangler der troværdighed, fordi der er et fravær af substanspolitik. Da det kom i form af Fair Løsning, blev det skudt ned lynhurtigt,” siger han.

”Vælgerne er ikke dumme, de ved godt, at der lige nu er behov for politisk handling. Politikerne er nødt til at træde i karakter og tale direkte og ærligt til de store udfordringer, samfundet står foran, hvis de skal genvinde tilliden. De er nødt til at gå forrest som ledere, og hvis de gør det, vil det også blive accepteret i befolkningen, at løsningerne kommer til at gøre lidt ondt,” fortsætter han.

Læger og sygeplejersker topper

Troværdighedsbarometret toppes af læger og sygeplejersker, mens politifolk og ingeniører følger lige i hælene. I den kedelige ende, men dog over politikerne og ejendomsmæglerne, ligger samfundets vagthunde – journalisterne – sammen med taxachaufførerne.

FAKTA om troværdighedsundersøgelsen. Læs mere >>

For mere information og kommentarer, kontakt Nicolaj Taudorf Andersen, adm. direktør i Radius Kommunikation A/S, på telefon 30 63 73 13 eller mail na@radiuskommunikation.dk