Fremtidens politikere søges
Af Martin Vith Ankerstjerne, analysechef, Radius Kommunikation
Berlingske Tidende, den 22. juli 2008
Vil du være med til at bestemme, hvordan Danmark skal udvikle sig i fremtiden? Vil du have indflydelse på, hvordan Danmark bekæmper kriminalitet og klimaændringer? Hvordan vi tager os af de ældre, af børnene, af de syge og de svageste? Vil du have skatten ned eller ulandsbistanden op?
Så er stillingen som fremtidens politiker ledig til besættelse ved næste folketingsvalg. For at kunne komme i betragtning til stillingen er der imidlertid en række krav, som skal opfyldes:
Du skal have et brændende ønske om politisk magt og indflydelse samt kunne spille det politiske spil.
Du skal elske at være i medierne. Og medierne skal elske dig.
Du vil være alle mands eje. Og dine nærmeste skal indrette deres tilværelse efter dig.
Du skal være et uangribeligt moralsk forbillede.
Dine handlinger i fortiden skal kunne tåle fremtidens lys.
Du skal være den fødte leder, der både kan lede andre politikere og en administration.
Arbejdstiden er ikke i nærheden af 37 timer om ugen. Til gengæld er lønnen beskeden. Din løn vil ikke svare til, at du er blandt de 175 udvalgte, der skal styre Danmark. I stedet svarer den til en mellemleder i staten.
Dette kunne være et stillingsopslag for dem, der gerne vil være medlemmer af Folketinget. Virker kravene ude af proportioner? Måske, men de er ikke desto mindre udtryk for de krav, som reelt stilles de folkevalgte i dag. I hvert fald hvis de ønsker at bevæge sig fra folketingssalens grebning til de mere interessante poster på tinge. Spørgsmålet er imidlertid, om kravene også er rimelige. Man kan med god ret spørge sig selv, om vi får de politikere, som vi gerne vil have, når vi stiller disse krav. En vurdering af rimeligheden kræver en nærmere gennemgang af kravene: Uden et brændende ønske om indflydelse, og en accept af spillets regler, kommer man ikke langt i dansk politik. Alligevel hører man ind imellem klagesangen om, at der er for få erhvervsfolk i politik. Eller at der er for mange akademikere. Eller offentligt ansatte. Og at det ikke er sundt, at politikerne starter karrieren i DSU, VU og KU, og aldrig kommer ud og oplever den pulserende verden, inden de skaber en livslang karriere i politik.
Men er det vigtigste ikke, at vi får nogle politikere, der brænder så meget for politik, at deres primære ambition er at gøre en politisk karriere? Er det ikke bedst, at politik er en brændende ild tændt i et ungt hjerte frem for en alternativ jobmulighed, når man ikke kan komme længere i sin civile karriere? Det er imidlertid ikke nok, at man forstår det politiske spil. Man skal også forstå mediernes spil. Og man skal have lyst til at spille mediernes spil både når det går op og ned. Når en politiker ser en journalist, skal hun helst begynde at løbe. Ikke væk, som måske vil være naturligt for mange. Men hen til journalisten. For at aflevere sit politiske budskab. Hvis man ikke forstår mediernes logik og betydningen af at snakke formelt og uformelt med journalisterne, har man ikke den store fremtid i dansk politik. Og det er uanset hvor dygtige spindoktorer man ansætter.Det er vel egentlig i orden, at de politikere, der evner at kommunikere deres budskaber gennem medierne, har en fordel? For dermed har de jo også nemmere ved at kommunikere med vælgerne. Og dialogen mellem vælgere og politikere er en forudsætning for et velfungerende demokrati. Fra den dag, man opstilles til Folketinget, er man alle mands eje. Sådan er det at være kendt, og det hører til jobbet, at man ikke kan gå i supermarkedet uden at risikere at det tager betydeligt længere tid end for os andre. Det er straks værre, når det er politikernes familier, der står for skud. Og det gør de i stigende grad. Det værste tilfælde i nyere tid var vel de oplevelser, som Rikke Hvilshøjs familie skulle igennem ovenpå brandattentatet mod integrationsministerens private bolig. I dag er der 15 folketingsmedlemmer, der ikke offentliggør deres adresse på Folketingets hjemmeside. Flere af dem, blandt andet Özlem Sara Cekic fra SF, får ofte tilsendt trusler af forskellig karakter. Det er imidlertid ikke kun trusler, familierne skal leve med. De skal også leve op til nogle forskruede forventninger fra medierne. Tag for eksempel ægtefællen, der af en journalist blev stillet til regnskab, fordi hun passede sit arbejde frem for at stille op til en officiel begivenhed sammen med sin mand.
Vi kan ikke helt undgå, at familierne skal trække en del af læsset for et folketingsmedlem eller en fremtrædende politiker. Men vi kan godt i højere grad indrette vores politiske system, så en politisk karriere ikke behøver at være mere i konflikt med privatlivet end højst nødvendigt. Vi hører ofte, at politikerne skal være et forbillede for os vælgere. De skal have en højere moral. Der var engang, hvor politikerne blot skulle overholde loven. Sådan er det ikke længere. For det første er vi i gang med at rykke grænserne for, hvad der er god moral. Tag fx sagen om Bendt Bendtsen brug af ministerbilen. Her stiller man en minister til ansvar for nogle få ture i ministerbilen, som måske kan diskuteres. Men samtidig ser man behændigt bort fra, at Bendt Bendtsen stort set er på arbejde i alle sine vågne timer. Og at hele historien er baseret på en fyret embedsmand, der ingen opbakning har blandt de øvrige ministerchauffører. Der skal ikke rokkes meget med ørene, før det er angribeligt.For det andet bedømmer vi nu politikerne med tilbagevirkende kraft. Det så vi for nylig, da Lars Løkke Rasmussens forbrug af taxaer for otte år siden blev udsat for kritik i en DR-nyhedsudsendelse. For otte år siden diskuterede man også sagen blandt politikere og medier i Frederiksborg Amt. Det afstedkom ikke nogen stor sag. Men set med nutidens briller, og en moralsk overligger, der i mellemtiden er hævet betydeligt, er det pludselig en »sag«.Det er fint, at der stilles krav til politikerne om, at de skal leve op til en vis moralsk standard. Og de skal naturligvis følge med tiderne, der vitterligt skifter. I gamle dage var det helt acceptabelt, at der blev røget og drukket til den store guldmedalje på Christiansborg. Siden er meget sket. Og politikerne skal naturligvis følge med. Men vi skal også passe på, at vi ikke maler os selv op i et hjørne, hvor kravene bliver så rigide, at det kun er de mest renfærdige og kønsløse politikertyper, der kan leve op til kravene.
Folketingspolitikerne skal have mangfoldige lederevner. I moderne politik skal man ikke kun være leder, hvis man har en ledelsespost som gruppeformand eller partiformand. Det almindelige folketingsmedlem har faktisk ofte et ledelsesansvar for en sekretær og en studentermedhjælp. Og ministre og borgmestre har et meget konkret ledelsesansvar over for deres forvaltninger. Problemet er, at der er markant forskel på, om man leder andre politikere eller har et administrativt ledelsesansvar. Det første skal man kunne, hvis man vil til tops i politik som gruppeformand eller partileder. Men kunne vi ikke indrette vores demokratiske system på en måde, at politikerne – der helst skal være repræsentative, og derfor yderst sjældent har en ledelsesuddannelse – i højere grad fritages for administrativ ledelse? Det kan godt være, at de ikke helt skal slippe. Men det forekommer absurd, når en minister i dag skal stilles til ansvar for, hvordan man foretager intern fakturering af møder i ministerierne.Der stilles høje krav til både nutidens og fremtidens politikere. Og et langt stykke hen ad vejen er det helt i orden. De skal brænde for politik. Og de skal kunne formidle politik. De må også acceptere at være offentlige personer. Det skal deres familier i et vist omfang også være indstillet på. Men hvis vi oven i eksisterende, rimelige krav stiller urealistiske høje krav om moral, ansvar og lederevner, så fjerner vi fokus fra det, som politik burde handle om, nemlig hvordan fremtidens Danmark skal formes. I stedet reduceres politik til en kedelig kamp om, hvem af fremtidens politikere, der først træder ved siden af.