Amerikanisering af valgkamp – ja tak!
Valgkamp er andet end høj stemmeprocent – det personlige engagement har en mindst lige så stor betydning. Desværre er den folkelige opbakning til demokratiet i Danmark ikke udpræget høj. Måske kunne dette ændres ved at skele til valgkampen i USA.
Af Martin Vith Ankerstjerne, analysechef i Radius Kommunikation
Berlingske Tidende, den 17. april 2008
Poppet, overfladisk, kommerciel og beskidt. Det er det, vi i virkeligheden mener, når vi taler om en amerikanisering af den danske valgkamp. Og sådan er valgkampene på den anden siden af Atlanten også ind imellem. Det er dog langtfra altid tilfældet. Den amerikanske valgkampstradition indeholder nemlig også en begejstring, et engagement og en deltagelse, som vi måske ligefrem kunne lære noget af i Danmark. I Danmark er vi med rette stolte af den meget store valgdeltagelse, der var over 86 procent ved folketingsvalget sidste år. Valgdeltagelsen er markant højere end i USA. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Ifølge en international sammenligning fra 1945 til i dag foretaget af det Stockholm-baserede »International Institute for Democracy and Electoral Assistance« ligger Danmark på en 17. plads, når det gælder valgdeltagelse til nationale parlamenter. Vi er blandt andet overgået af lande som Italien, Østrig og Belgien. USA ligger meget langt nede af listen som nummer 139.
Men demokrati er meget mere end valgdeltagelse. Et vigtigt element er det frivillige engagement, som vi blandt andet finder det i de politiske partier i Danmark. Her deltager græsrødderne i alt lige fra opstilling af kandidater over uddeling af valgmateriale til at fungere som valgtilforordnede på selve valgdagen. Der bliver desværre bare færre og færre af de trofaste partisoldater. Og dermed falder det frivillige engagement i de danske valgkampe, hvilket på lang sigt kan svække det danske demokrati. For uden et folkeligt engagement i valgkampen bliver det danske demokrati nemlig nemt poppet, overfladisk og kommercielt. Desværre gør vi intet i Danmark for at forholde os til dette demokratiske problem.
Det er netop græsrøddernes frivillige engagement, vi kan lære noget om fra den amerikanske valgkamp generelt. Og af senator Barack Obamas kampagne i særdeleshed. De fleste har nok set billederne af begejstrede tilhængere på gadehjørnerne. Mange har også set sportshaller fyldt til bristepunktet med tusindvis af almindelige vælgere. Op imod to millioner mennesker har støttet Obamas kampagne økonomisk. De fleste med små bidrag doneret over internettet. De mange bække små har præsteret den største økonomiske støtte til nogen amerikansk politiker nogensinde målt over en enkelt kalendermåned. På hjemmesiden har over en halv million mennesker tilmeldt sig som aktive støtter af kampagnen. Mange af dem er naturligvis passive, men antallet, der yder en eller anden indsats skal tælles i titusindvis. Blandt dem er der tusinder, som uden betalinger bruger hovedparten af deres vågne timer på at føre valgkamp for Obama.
Barack Obamas kampagne trækker på arven fra Howard Deans forsøg på at blive demokratisk præsidentkandidat i 2004. Han var den første, der brugte internettet til at begejstre og samle tusindvis af amerikanere over nettet. Men Howard Dean formåede aldrig at overføre sin stærke position online til en græsrodskampagne, der også kunne præstere noget offline. Og det er netop det kunststykke, som Obama har præsteret. Han har fået alle dem, der sad begejstret hjemme bag computerskærmen, til også at gå til vælgermøder, til at uddele materialer, stemme dørklokker i naboområdet, ringe til vælgere og organisere andre frivillige i kampagnen. Obama bruger teknologien til at rekruttere og organisere frivillige i en ægte, klassisk græsrodskampagne, hvis dimensioner er uden sidestykke.
Obamas kampagne er imponerende alene på grund af omfanget af frivillig deltagelse. Mange af elementerne er dog ikke usædvanlige for amerikanske valgkampe. Andre kandidater formår også at samle mange almindelige vælgere til store valgmøder. Desuden har man tradition for, at frivillige deltager aktivt med at ringe til vælgere eller besøge vælgerne hjemme på deres bopæl.
Spørgsmålet er derfor, om ikke vi i Danmark kan lære noget af de amerikanske valgkampe, som kunne skabe begejstring og deltagelse i vores valgkampe?
Der kan rejses flere indvendinger imod, at erfaringerne fra USA kan overføres til danske valgkampe.
For det første vil nogle mene, at Barack Obama er unik, og at hans evne til at skabe deltagelse er speciel også efter amerikanske forhold. Det kan sagtens være rigtigt. Også i Danmark lykkes det ind imellem at skabe begejstring og tilslutning til et politisk projekt. Det er Villy Søvndal eksponent for i øjeblikket. Og vi har set eksempler på det før: Ny Alliance, der fik tusindvis af medlemmer efter dannelsen af partiet. Og inden da Jelveds radicoole vælgeropbakning. Det vi endnu ikke har oplevet i Danmark er, at den slags bevægelser blandt vælgerne omsættes til mere end passive tilkendegivelser.
For det andet kunne man indvende, at danskerne ikke har så meget at kæmpe for. Hvorfor tage aktivt del i en politisk kamp, når der ikke er noget grundlæggende ønske om forandring? Det er svært direkte at påvise, at amerikanerne skulle have mere at kæmpe for end danskerne. Eller omvendt. Det er dog værd at bemærke, at det tilsyneladende ikke er marginaliserede eller dårligt stillede amerikanere, der deltager frivilligt i valgkampen. Og selv om danskerne måske ikke har så meget at kæmpe for, så sker det også, at danske vælgere virkelig ønsker forandring. Det var meget markant i 2001. Og det klassiske eksempel er jordskredsvalget i 1973. Men det er ikke så tit, at forandringsviljen får danskerne på barrikaderne.
For det tredje kan man indvende, at der er kulturelle forskelle på USA og Danmark. Personligt oplever jeg, at amerikanerne har nemmere ved at kontakte fremmede og tale i forsamlinger end danskerne. Derfor er det naturligt for amerikanerne at diskutere politik med fremmede, mens det er mere grænseoverskridende for danskere at forsøge at påvirke andre politisk.
Den sidste – og fjerde – indvending kan være, at der også er strukturelle årsager til, at den demokratiske deltagelse i Danmark er begrænset. Og det er interessant. For mens det er svært at ændre på danskernes kultur eller skabe en grundlæggende forandringsvilje, er det nemmere at justere på de regler og strukturer, som danner rammerne om vores demokratiske deltagelse.
Tænk nu, hvis vi i stedet for vores nuværende komplicerede valgsystem bare skulle vælge en person i hver kreds? Så ville valgkampen i de enkelte kredse være meget simpel. Kun ét parti ville kunne vinde, og derfor ville valgkampen i kredsene blive meget intens. I dag gælder det nemlig ikke om at få flere stemmer end sine politiske modstandere. Vores nuværende system betyder, at det er de kandidater inden for samme parti og samme storkreds, der opnår flest personlige stemmer, der vinder. De danske folketingskandidater kæmper derfor internt i partierne mellem hinanden.
Og tænk, hvis partierne opstillede folketingskandidater og borgmesterkandidater gennem åbne primærvalg på samme måde, som man gør det i USA? Man kunne forestille sig at alle, der ville erklære sig som vælger af det enkelte parti, kunne deltage i opstillingsmøderne. Den direkte konsekvens ville være, at potentielle kandidater skulle mobilisere den lokale vælgerbefolkning for at sikre deres opstilling. Det ville stille større krav til kandidaterne, men ville samtidig sikre bedre kandidater. Og det ville koste partimedlemmerne deres eksklusive indflydelse på opstillingen af kandidater. Vil det være skadeligt for partiernes medlemstal? Måske. Man kunne dog også forestille sig, at netop engagementet af lokalbefolkningen i forbindelse med opstillings¬møderne kunne føre til flere partimedlemmer. Under alle omstændigheder ville det være godt for demokratiet.
Alle indvendinger til trods bliver vi nødt til at gøre noget ved den manglende folkelige opbakning til vores demokrati. Det kan godt være, at vi ikke skal ændre valgsystem eller ændre måden, vi vælger kandidater på. Men vi skal i hvert fald have en diskussion om, hvad vi så gør? Det kunne jo være, at vi kunne kombinere en høj valgdeltagelse med en aktiv deltagelse i valgkamp og valghandling og flere medlemmer i de politiske partier.