Farvel til kontraktpolitikken?
Kontraktpolitikken er tilsyneladende forsvundet ud af dansk politik. Det er kedeligt, for kontraktpolitikken har en række klare fordele, der har stor betydning, når politikerne skal trænge igennem det komplekse mediebillede og nå ud til vælgerne. Og mon ikke kontraktpolitikken vender tilbage efter en stunds fravær?
Af Martin Vith Ankerstjerne, analysechef i Radius Kommunikation
Berlingske Tidende, den 14. november 2007
Valgkampen 2007 vil næppe blive husket for nye og revolutionerende måder at kommunikere med vælgerne på. Tværtimod. Og samtidig er en af tidligere valgkampes stærkeste kommunikationsplatforme, kontraktpolitikken, stort set forsvundet ud af den danske valgkamp. Samlet set har det været svært for vælgerne at finde ud af, hvad der egentlig har været valgkampens temaer, og hvad partierne har haft af budskaber.
Der skal nok være mange, der vil glæde sig over, at kontraktpolitikken tilsyneladende er forsvundet ud af dansk politik. Den har fået en del – ofte uberettiget – kritik for at virke hæmmende på demokratiet. Ser man alene på kontraktpolitikken med kommunikationsbriller, er der dog tale om et stærkt redskab, fordi det giver svar på nogle af de udfordringer, som politikerne står overfor, når de vil kommunikere med vælgerne.
Kommunikationen mellem politikere og vælgere er nemlig præget af, at vores verden er blevet utrolig kompleks. Det betyder, at politik i sig selv bliver mere kompleks. Og det betyder, at kommunikationen af politik skal ske gennem et meget komplekst mediebillede. Vælgerne udsættes nemlig daglig for et væld af budskaber gennem et stadig stigende antal medier. Budskaber der formidles gennem aviser, magasiner, fjernsyn, radio, udendørs reklamer, tryksager og breve i postkassen, biografer, mobiltelefoner, spil og på internettet. Det er bestemt ikke kun antallet af medietyper, der er steget. Vi oplever også, at der kommer flere aviser, flere magasiner, flere fjernsynskanaler og flere radiostationer. I takt med det stigende antal medier er vores forbrug af dem lagt helt om. Danskerne har for længst lært at vælge fra og vælge til. Vi har med andre ord lært at navigere målrettet rundt i det urolige mediehav.
Kontraktpolitikken har en række klare fordele, der har stor betydning, når politikerne skal trænge igennem det komplekse mediebillede og nå ud til vælgerne.
For det første er kontraktpolitik med til at reducere kompleksiteten. Ved at formulere få og enkle løfter, bliver det nemmere at forstå politik. Skattestoppet er et godt eksempel på et løfte, der gør et vanskeligt politisk emne enkelt og forståeligt. Når politikerne tvinges til at gøre deres politik tilgængelig og retvisende, giver det vælgerne en bedre mulighed for at følge med.
For det andet øger kontraktpolitikken politikernes troværdighed. Vi har bevæget os langt væk fra tidligere tiders valgflæsk. Nyrups efterlønsgaranti har betydet, at hvis en politiker i alvorlig grad bryder sine egne løfter, kommer vælgerreaktionen prompte. Siden har Anders Fogh Rasmussen opbygget troværdighed ved at indfri sine løfter. Man kan derfor argumentere for, at når troværdigheden og tilliden øges, får man legitimitet til at gennemføre reformer og forandringer, der ikke er inkluderet i kontrakten.
For det tredje øges vælgernes relevansopfattelse. Når løfterne er konkrete, realiserbare og målbare, betyder det, at vælgerne også opfatter, og måske ligefrem glædes over, at løfterne gennemføres. Dermed bliver politikernes løfter pludselig noget, der kan få relevant betydning for vælgernes hverdag.
Kontraktpolitik gør politik nemmere at kommunikere. Afsenderen bliver mere troværdig. Budskabet har nemmere ved at trænge igennem, fordi kompleksiteten reduceres. Og endelig opfattes det som mere relevant hos modtagerne. Kontraktpolitik betyder, at afstanden mellem politiker og vælger bliver mindre.
Nu har valgkampen jo ikke manglet løfter om både det ene og det andet, så man kan diskutere, om ikke kontraktpolitikken lever i bedste velgående. Kontraktpolitikken er karakteriseret ved, at et parti eller en politiker indgår en kontrakt med vælgerne i form af en række konkrete løfter. Der knytter sig en række krav til kontrakten og løfterne, som skal være opfyldt:1. Kontrakten skal indeholde et begrænset antal løfter2. Løfterne skal være realistiske3. Løfterne skal være konkrete4. Løfterne skal være målbare5. Løfterne skal have politisk kant6. Kontrakten skal indeholde en finansiering af løfterne.
Punkt nummer to indebærer, at ikke alle partier kan føre kontraktpolitik. Det er nemlig ikke troværdigt, at et lille parti som for eksempel Kristendemokraterne kan få omsat sine løfter til virkelighed. Og netop troværdighed er en væsentlig del af kontraktpolitikken. Det betyder i praksis, at det primært er Venstre og Socialdemokraterne, der kan føre kontraktpolitik. Og derfor er det interessant at se nærmere på, om de har levet op til de seks krav til en kontraktpolitik:
Socialdemokraterne lever ikke op til det første krav. Det nærmeste, de kommer løfter, er de 29 velfærdsrettigheder, som de vil indføre. Det er selvsagt ikke et begrænset antal. Hver for sig kan rettighederne måske godt leve op til kravene om at være realistiske, konkrete og målbare, men samlet set er det næppe realistisk at overholde dem alle. Det ved Socialdemokraterne godt, og derfor lover de dem gennemført over 10 år. På denne måde sikrer de sig, at man ikke kan holde dem ansvarlige for indfrielsen af løfterne, da de næppe kan bevare regeringsmagten over 10 år. Til gengæld har de politisk kant, da de borgerlige partier ikke vil være med til at udstede velfærdsrettigheder. Umiddelbart virker det som om Socialdemokraterne også lever op til kravet om, at løfterne skal være finansieret. De påstår nemlig, at man kan finansiere dem ved at droppe skattelettelserne.
Venstre lever heller ikke op til kravet om et begrænset antal løfter. Venstre er kommet med mange løfter, som de i et eller andet omfang har forsøgt at kategorisere i nogle fokusområder. Venstres løfter er nok realistiske og konkrete, men man kan diskutere, om de er målbare. Ligesom Socialdemokraterne arbejder Venstre også med en 10-årig horisont på sit løfte om at investere 50 milliarder kroner i moderne offentlige institutioner. En tidshorisont der forhindrer vælgerne i at måle, om løfterne er indfriet. Det er langtfra alle Venstres løfter, der har ideologisk kant. Det er næppe svært for Socialdemokraterne at tilslutte sig eller overbyde løfter om styrket indsats mod klimaforandringer eller investeringer i moderne institutioner. Og endelig har Venstre ikke anvist konkrete forslag til finansiering af løfterne.
Samlet set er Socialdemokraterne altså tættere på at leve op til kravene for kontraktpolitik end Venstre. Det er lidt pudsigt, når man tænker på, at Helle Thorning-Schmidt har kritiseret regeringen voldsomt for netop at føre kontraktpolitik. Men Socialdemokraterne bliver reddet af, at man samlet set ikke kan betegne deres valgløfter som kontraktpolitik.
Rent faktisk er der et parti, der næsten lever op til alle kravene. Det er SF. SF er absolut det parti, der har fornyet sin kommunikation mest – de trængte også til det. SF har opstillet relativt få, konkrete, målbare krav, der absolut har politisk kant. Og de er også konkrete med at anvise finansiering. Det eneste problem med SFs kontraktpolitik er, at vælgerne næppe anser det for realistisk, at de kan gennemføre løfterne. Også selvom de skulle komme med i en regering. Spørg bare de Konservative, hvordan det er gået med deres løfter om topskatten.
Spørgsmålet er nu, om vi har set det sidste til kontraktpolitik i Danmark. Måske for en stund. Men mon ikke, at det også engang i fremtiden kan blive nødvendigt at øge troværdigheden, reducere kompleksiteten og styrke relevansen af dansk politik?