10 spørgsmål til Radius Kommunikations
adm. direktør Nicolaj Taudorf Andersen

Hvorfor startede du Radius Kommunikation i 2003?

Dengang var der en masse bureauer, der talte om strategisk kommunikation, men ikke nogen, der reelt leverede det. Med strategisk kommunikation mener jeg, at man rammer rigtigt med kommunikationen mere end to dage frem – måske to år frem. Det handler ikke kun om at få klientens navn i medierne, men om at opbygge klientens position på længere sigt og bruge den rigtige arbejdsmetode til at ramme den rigtige målgruppe.

Hvad adskiller Radius Kommunikation fra andre kommunikationsbureauer?

Tre ting. For det første har vi som måske den eneste kommunikationsvirksomhed herhjemme en integreret analyseafdeling, som leverer konkrete målinger som afsæt for kommunikationsindsatsen. For det andet baserer vi vores arbejde på en dyb forretningsforståelse, så kommunikationen understøtter forretningsmålene. Og for det tredje rådgiver vi ikke kun om kommunikation inden for PR og public affairs, men også på investor relations-området, som vi gør en dyd ud af at koble sammen med andre kommunikationsværktøjer.

Hvilken værdi skaber en integreret analyseafdeling?

Selv da Radius Kommunikation kun bestod af 3½ fuldtidsansatte, fokuserede vi på analysedelen. Det gav måske ikke så meget mening på bundlinjen dengang, men det har kunnet betale sig over tid og giver helt afgjort merværdi for vores klienter. En målrettet dataindsamling og kvalificering af vores ord løfter rådgivningen væsentligt. Jeg er nødt til at stole på min mavefornemmelse i mange situationer, men når jeg skal udarbejde en langsigtet strategi, stoler jeg allermest på viden og fakta.

Tænker Radius Kommunikation kun i langsigtede strategier?

Nej. Vi lægger stor vægt på evnen til at stikke hovedet i maskinrummet og levere konkrete resultater fra dag til dag. Vores klienter efterspørger en kombination af fremsyn og effektiv udførelse af daglige opgaver. Det ved vi, for vores analyseenhed har spurgt dem!

Hvorfor har Radius Kommunikation oprustet på investor relations-fronten?

Vi kan se, at det giver rigtig god mening for en række af vores klienter, at investor relations og kommunikation hænger tættere sammen. Derfor leverer vi nu tung kommunikationsrådgivning på IR-feltet. Nogle gange opstår der adskilte siloer i virksomhederne, og en af vores styrker er, at vi arbejder på tværs af IR, HR, PR og public affairs.

Hvorfor navnet Radius Kommunikation?

Radius er som bekendt afstanden mellem centrum og periferi. Navnet tiltalte os på grund af billedet af, at man identificerer afstanden mellem afsender og modtager og dernæst finder ud af, hvordan man gør denne afstand mindre. Det er i bund og grund vores opgave: At anvende de rette værktøjer til at nå modtageren med størst mulig effekt.

Hvad kendetegner Radius Kommunikations rådgivning?

Vi er insisterende ærlige. Nogle vil måske synes, vi er irriterende ærlige, men jeg oplever nu, at de fleste netop betaler os for vores ligefremhed. Vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at den konkrete virkelighed definerer en virksomheds handlerum. Men vi insisterer på at give den rådgivning, vi mener, er rigtig – baseret på en forståelse for den enkelte klients forretning og situation.

Hvornår har rådgivningen størst effekt for klienten?

Vi lægger vægt på at sidde med dér, hvor beslutningerne bliver truffet. Ganske enkelt fordi det er der, kommunikationen giver mest værdi. Langt de fleste administrerende direktører og økonomidirektører er knivskarpe på deres forretning, og det er ofte i dialog med dem og kommunikationsfolkene, at man kommer hurtigst i mål med ambitionerne. Direktørerne skal begå sig i en kommerciel virkelighed, men også i en politisk og mediemæssig virkelighed. Vi hjælper dem med at bygge bro mellem de tre virkeligheder.

Hvordan kan du være sikker på, at Radius Kommunikations arbejde giver værdi for klienterne?

Jeg har opmålt bundlinjeeffekter af kommunikationsarbejdet i mange år og set, hvordan indsatsen skaber håndgribelige resultater. Jeg har for eksempel været med til politiske sager, hvor vi har sparet klienten for mange millioner ved at påvirke den politiske beslutningsproces, ligesom jeg ofte har siddet med PR-opgaver, der direkte forbedrede bundlinjen. Men det er selvfølgelig ikke alt, der kan måles. Det kan være en stakeholderdialog, der skal plejes, så dørene er åbne den dag, det går galt.

Hvem er Radius Kommunikations klienter?

Vi har et princip om, at fokus bør være på vores klienters produkter og ydelser og ikke på vores arbejde. Så vi skilter ikke med vores klienter. Men ambitionen er, at vi skal være den foretrukne kommunikationsvirksomhed for morgendagens topledere. De er omkring 40-45 år, og flere af dem sidder allerede som topledere i dag. Vi har allerede mange klienter i den kategori, og jeg forventer, at der kommer flere til de kommende år. Det er en generation af topledere, der er meget åbne og ærlige, og som stiller store krav til både sig selv og os. Min oplevelse er dog, at de samtidig er meget lydhøre over for vores rådgivning.